Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

II.

Kap 1. Om det indre Liv

1. »Guds Rige er inden i Eder,« (Luk 17.21) siger Herren. Omvend dig af ganske Hjærte til Herren og opgiv denne elendige Verden, og din Sjæl skal finde Hvile. Lær at ringeagte de udvortes Ting og at hengive dig til de aandedige, og du skal se Guds Rige komme til dig. Thi »Guds Rige er Fred og Glæde i den Hellig-Aand,« (Rom 14.17) hvilket ikke gives til de ugudelige. Kristus vil komme til dig og aabenbare dig sin Trøst, dersom du har beredt ham en værdig Bolig i dit Hjærte. Al hans Herlighed og Skønhed opleves inden fra; der finder han sin Lyst. Det Menneske, der lever et indre Liv, forunder han flittige Besøg, elskelig Samtale, kærlig Trøst, megen Fred og forunderlig Fortrolighed. Velan da, trofaste Sjæl! bered dit Hjærte for denne din Brudgom, saa vil han komme til dig og tage Bolig hos dig, saaledes som han selv siger: "Om nogen elsker mig, da vil han holde mit Ord, og vi vil komme til ham og tage Bolig hos ham." (Joh 14.23) Giv derfor Kristus Rum og nægt alt andet Indgang. Naar du har Kristus, er du rig og har nok. Han skal drage Omsorg for dig og trolig hjælpe dig i alt, saa du ikke behøver at sætte dit Haab til Mennesker. Thi Mennesker skifter hurtigt Sind og svigter let. Men Kristus bliver til evig Tid og staar trofast bi indtil Enden. Til et skrøbeligt og dødeligt Menneske kan man ikke sætte stor Lid, det være os nok saa nyttigt og kært; og ikke skal man blive altfor bedrøvet, naar et saadant Menneske stundom staar os imod og modsiger os. De, som i Dag er med dig, kan i Morgen være imod dig, og omvendt, thi de vender sig ofte som Vinden.

2. Sæt al din Lid til Gud. Han være din Frygt og din Kærlighed. Han vil svare for dig og gøre alt til dit bedste. Her har du intet blivende Sted; alle Vegne er du her kun Pilegrim og fremmed; og intet Steds vil du finde Ro uden i inderligt Samfund med Kristus. Hvad ser du dig om efter her? her er dog ikke Stedet, hvor du skal finde Hvile. I Himlen skal dit Borgerskab være, og alt jordisk er kun at betragte som forbigaaende. Alle Ting forgaar, og du med dem. Se derfor til, at du ikke hænger dig ved dem, saa du gribes af dem og gaar til Grunde. Hos Gud i det høje skal dine Tanker være, og din Bøn uafladelig henvendt til Kristus. Hvis du ikke kan udforske de høje og himmelske Ting, saa hvil i Kristi Lidelse og dvæl gerne ved hans hellige Vunder. Thi hvis du andægtigt henflyr til hans Vunder og dyrebare Naglegab, da skal du finde rigelig Trøst i Trængsler; da skal du ikke bekymre dig stort om Menneskers Ringeagt og let finde dig i krænkende Ord. Kristus var ogsaa i Verden foragtet af Mennesker og blev i den yderste Trængsel forladt af Venner og Bekendte under Forhaanelse. Kristus vilde lide og foragtes, og du vover at beklage dig over noget? Kristus havde Fjender og Bagtalere, og du vil have alle til Venner og Velgørere? Hvorledes skal din Taalmodighed kunne krones, naar du ikke har haft Modgang? Hvis du ikke vil døje Modgang, hvorledes kan du da være Kristi Ven? Hold ud med Kristus og for Kristus, om du vil herske med Kristus. Hvis du en Gang var kommet i inderlig Forening med Kristus og havde smagt lidt af hans brændende Kærlighed, da vilde du ikke bekymre dig om din egen Fordel eller Skade, men vilde hellere glæde dig over den Forhaanelse, som er overgaaet dig. Thi Jesu Kærlighed lærer Mennesket at agte sig selv ringe. Den som elsker Jesus og Sandheden, og som er indvortes sand og fri for uordentlige Tilbøjeligheder, han kan frit henvende sig til Gud, hæve sig i Aanden over sig selv og nyde salig Hvile. Den der agter alle Ting for hvad de er og ikke for hvad de siges eller synes at være, han er i Sandhed vis og mere oplært af Gud end af Mennesker. Den som forstaar at leve et indre Liv og ikke lægge Vægt paa de udvortes Ting, søger ikke efter Steder eller oppebier Tider for at holde sin Andagt. Et Menneske, der lever et indre Liv, kan snart samle sig, fordi han aldrig helt gaar op i det udvortes. Han forstyrres ikke ved udvortes Arbejde eller ved stundom nødvendige Forretninger, men lemper sig eftersom Tingene falder. Den, hvis indre Liv er vel beredt og ordnet, bryder sig ikke om Menneskenes mærkelige eller forkerte Handlinger. Jo mere et Menneske overgiver sig til udvortes Indtryk, des mere hindres han og adspredes. Var du god og ren nok i dit Indre, da skulle alle Ting tjene dig til Gode og Fremgang. Derfor er der saa meget, som mishager dig og ofte gør dig Uro, fordi du endnu ikke er fuldkommen afdød fra dig selv og ikke frigjort fra det jordiske. Intet besmitter og hilder Menneskets Hjærte saa meget som uren Kærlighed til Skabningen. Kunde du sige nej til udvortes Trøst, skulde du skue himmelske Ting og ofte juble i dit Indre.