Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

Kap 25. Om nidkær Forbedring af hele vort Liv

1. Vær aarvaagen og flittig i Guds Tjeneste, og betænk ofte hvortil du er kommet, og hvorfor du har slaaet dit Sind fra Verden. Mon ikke for at leve for Gud og blive et aandeligt Menneske? Vær da nidkær i at gaa frem; thi om kort Tid skal du erholde Lønnen for dit Arbejde, og da skal hverken Frygt eller Smerte mere kunne naa dig. Her skal du en liden Stund have Møje, men da skal du finde fuldkommen Hvile, ja evig Glæde. Saafremt du forbliver tro og nidkær i din Gerning, da vil Gud visselig være trofast og rig i sin Belønning. Bevar det gode Haab om at naa Sejrskransen; men tro dig aldrig sikker, at du ikke skal blive lunken eller opblæst.

2. Der var et Menneske, som ofte ængstelig vaklede mellem Frygt og Haab; da han en Gang udmattet af Sorg havde kastet sig ned for Alteret i en Kirke, sagde han i sit Sinds Overvejelse: Ak vidste jeg dog, om jeg fremdeles vil være bestandig indtil Enden! og straks lød det guddommelige Svar i hans Indre: Hvis du vidste dette, hvad vilde du da gøre? Gør nu, hvad du da vilde gøre, og du skal befindes trofast. Trøstet og styrket overgav han sig ufortøvet til den guddommelige Vilje, og den ængstelige Vaklen ophørte. Og ikke vilde han nysgerrigt forske efter at vide, hvad der i Fremtiden skulde tilstøde ham; men han lagde mere Vægt paa at undersøge hvad der er Guds velbehagelige og fuldkomne Vilje, straks at begynde og fuldkomme enhver god Gerning (Rom 12.2). »Haab paa Gud og gør det gode,« siger Profeten, »og bo i Landet, og nær dig af dets Rigdomme.« (Ps 37.3) Der er et, som afholder mange fra Fremgang og nidkær Forbedring, nemlig Frygt for Besværligheden eller Kampens Møje. I Virkeligheden gør fremfor andre de størst Fremgang i Dyderne, som desto mandigere stræber at overvinde netop hvad der falder dem besværligt og er dem mest imod. Thi man gør størst Fremgang og fortjener rigest Naade der, hvor man mest overvinder og fornægter sig selv. Ikke alle har lige meget at overvinde og døde. Men den, som kæmper flittigt, skal vinde mere Fremgang, selv om han har flere Lidenskaber at bekæmpe, end en anden, som af Naturen har bedre Betingelser, men er mindre nidkær i Dydens Udøvelse. To Ting hjælper især til stor Forbedring: for det første energisk at unddrage sig det, hvortil vor syndige Natur hælder mest, og dernæst ivrigt stræbe efter det gode, som man mest trænger til. Søg ogsaa mest at undgaa og overvinde de Fejl, som hyppigst mishager dig selv hos andre. Søg af alle Ting at drage Nytte til aandelig Fremgang; naar du ser eller hører noget godt og mønsterværdigt, da lad det opflamme dig til at efterligne det. Men finder du noget som er dadelværdigt, da vogt dig for at gøre det samme; og hvis du alt har gjort det, da søg desto snarere at rette dette. Som du betragter andre, betragter andre dig. Hvor yndigt og lifligt er det ikke at se nidkære og fromme Brødre, som lever rent og tugtigt; hvor trist og sørgeligt derimod at se dem, som lever uordentligt og ikke øver det, hvortil de blev kaldte! Hvor er det ikke skadeligt at forsømme sit Kalds Pligter og henvende Sindet paa det, som ligger udenfor samme!

3. Kom det Forsæt i Hu, som du har fattet og stil dig den korsfæstedes Billede for Øje. Hvor maa du da ikke skamme dig, naar du betragter Kristi Liv, at du ej endnu mere har bestræbt dig for at gøre dig ligedannet med ham, skønt du alt længe har vandret paa Guds Vej. Den fromme, som alvorligt og andægtigt betragter vor Herres helligste Liv og Lidelse, vil deri tilfulde finde alt, hvad der er ham gavnligt og nødvendigt; thi udenfor Jesus er intet bedre at finde. O dersom den korsfæstede Jesus kom i vort Hjærte, hvor snart skulde vi da være lærde nok! En nidkær Kristen taaler gerne og finder sig i alt, hvad der paalægges ham. En forsømmelig og lunken Kristen har Plage paa Plage og trænges paa alle Sider, fordi han mangler den indre Trøst og hindres i at søge den ydre. Den Kristne, som lever uden Tugt, løber Fare for at falde dybt. Den, der søger det letteste og mageligste, vil idelig ængstes, fordi snart et, snart et andet mishager ham. Hvad gør saa mange andre Kristne, som fører et Liv, der er bundet i streng Tugt? De gaar sjældent ud, lever i Stilhed, nyder en ganske tarvelig Kost, gaar i grove Klæder; de arbejder meget, taler lidet, vaager længe, staar tidligt op, beder længe, læser flittigt og bevarer sig i al Tugt.

Naar Mennesket er kommet saa vidt, at det ikke søger sin Trøst i nogen Skabning, da først begynder det at finde al sin Glæde i Gud; da vil det ogsaa være tilfreds med enhver Tilskikkelse. Da vil det hverken hengive sig til Glæde i Medgang eller til Bedrøvelse i Modgang, men overgiver sig helt og tillidsfuldt til Gud, som er ham alt i alle Ting, for hvem intet dør eller forgaar, men for hvem alt lever, og hvem alt ufortøvet tjener paa hans Vink. Kom altid dit Endeligt i Hu og husk, at den Tid, der er henrunden, aldrig kommer tilbage. Uden Bekymring og Flid vil du aldrig erhverve dig Dygtighed. Begynder du at blive lunken, da begynder du at gaa tilbage. Men har du hengivet dig til hellig Nidkærhed, da vil du finde stor Fred, og da skal du mærke, hvor Arbejdet lettes ved Guds Naade og din Kærlighed til at blive dygtig. Den nidkære og flittige er redebon til alt. Det koster større Anstrengelse at modstaa Laster og Lidenskaber end møjsommeligt at udholde legemligt Arbejde. Den som ikke skyr de smaa Fejl, henfalder lidt efter lidt til de større. Du vil altid glæde dig om Aftenen, naar du har anvendt Dagen vel. Vaag over dig selv, tilskynd dig selv, forman dig selv, og hvordan det end staar til med andre, forsøm ikke dig selv. Den Fremgang, du gør, vil rette sig efter den Kraft, hvormed du overvinder dig selv. Amen.