Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

Kap 24. Om Dommen og Syndens Straffe

1. I alle Ting se hen til Enden, hvorledes du kan bestaa for den strenge Dommer, for hvem intet er skjult; som ikke bestikkes ved Skænk og Gave, og ikke tager imod Undskyldninger, men dømmer efter Retfærdighed. O du ulyksalige og elendige Synder, hvad vil du svare Gud, der kender alle dine Misgerninger? du, som undertiden ræddes ved blot at se et vredt Menneske? Hvorfor ser du ikke i Tide hen til Dommens Dag, hvor ingen kan undskyldes eller forsvares af nogen anden, men hvor enhver vil have nok i sin egen tunge Byrde? Endnu kan du høste Frugten af dit Arbejde, endnu skal din Graad ikke være forgæves, endnu skal dine Sukke høres, endnu kan din oprigtige Anger hjælpe og rense dig. Et stort og gavnligt Middel til Prøvelse og Renselse besidder et taalmodigt Menneske, naar han ved Fornærmelser mere bedrøves over Fornærmerens Ondskab end over den tilføjede Krænkelse; naar han gerne beder for sine Fjender og af Hjærtet tilgiver dem; naar han lettere ynkes end vredes; naar han ofte gør Vold paa sig selv og stræber efter ganske at tvinge Kødet under Aanden. Bedre er det nu at rense sig fra sine Synder og udrydde Lasterne, end at opsætte det til en Renselse i Fremtiden. I Sandhed, vi bedrager os selv højlig ved vor ubændige Lyst til Kødet. Hvad andet skal hin Ild fortære uden dine Synder? Jo mere du nu skaaner dig selv og lever efter Kødet, des haardere skal du senere bøde, og desto mere Næring gemmer du til Ilden.

2. Netop deri, hvor Mennesket har syndet mest, vil det blive straffet haardest. Gloende Braad skal hisset aldrig lade de dovne faa Hvile; Hunger og Tørst skal pine Fraadsere, brændende Beg og stinkende Svovl gydes over vellystige og nydelsessyge, og de misundelige skal hyle af Smerte som rasende Hunde. Hver Synd skal have sin egen Straf. Der skal stolte fyldes med Spot og Skam, gerrige pines med den yderste Armod. Der vil en Times Pine være haardere end hundrede Aar her i den strengeste Bodfærdighed. Der er ingen Hvile og ingen Trøst for de fordømte, saaledes som der dog her paa Jorden undertiden kan være Hvile efter Møjen og Venners Trøst. Vær da bekymret og angerfuld for dine Synders Skyld, for at du paa Dommens Dag kan være i Tryghed med de salige. Thi da skal de retfærdige staa med megen Frimodighed overfor dem, som trængte og undertrykte dem. Da skal den blive Dommer, som nu i Ydmyghed underkaster sig Menneskenes Domme. Da skal den fattige og ydmyge have stor Trøst, men den stolte bæve fra alle Sider. Da skal det vise sig, at den har været vis i denne Verden, som lærte at være en Daare og ringeagtes for Kristi Skyld. Da skal al Trængsel, som blev baaret med Taalmodighed, forvandles til Glæde, og »al Uretfærdighed lukke sin Mund.« (Ps 107.42) Da skal alle fromme glædes og alle ugudelige sørge. Da skal det korsfæstede Legeme fryde sig mere, end om det altid var næret i Nydelser. Da skal det ringe Klædebon skinne og det kostbare fordunkles. Da skal den fattige Hytte prises fremfor det gyldne Palads. Da skal den udholdende Taalmodighed hjælpe mere end al Verdens Magt. Da skal enfoldig Lydighed ophøjes mere end al Verdens Kløgt. Da skal en ren og god Samvittighed give mere Glæde end lærd Filosofi. Da skal Foragt for Rigdom veje mere end alle Skatte. Da vil du have mere Trøst af en andægtig Bøn end af et lækkert Maaltid. Da skal du glæde dig mere over den Tavshed, som du bevarede, end over den megen Tale, som var unyttig. Da skal hellige Gerninger gælde mere end mange smukke Ord. Da skal et retskaffent Levnet og streng Bod-færdighed behage mere end al timelig Nydelse. Bær dine smaa Lidelser her med Taalmodighed, for at du da kan fritages for de sværere. Vis først her hvad du siden vil kunne taale. Hvis du her kun formaar at udholde saa lidet, hvorledes vil du da kunne udholde de evige Pinsler? Naar saa ringe Lidelse allerede her gør dig utaalmodig, hvad vil da Helvede vel gøre? Se, et dobbelt Paradis gives der visselig ikke: tumle dig her i Verden i Forlystelse og siden herske med Kristus. Om du indtil den Dag i Dag altid havde levet i Anseelse og Vellevnet, hvad kunde det alt sammen hjælpe dig, om du i dette Øjeblik skulde dø? Alt er da Forfængelighed uden dette at elske Gud og tjene ham alene. Thi den, der elsker Gud af ganske Hjærte, han frygter ej Død, ej Straf, ej Dom, ej Helvede; den fuldkomne Kærlighed giver trøstig Adgang til Gud. Men det er ikke at undres cver, at den, der vedbliver at elske Synden, frygter Døden og Dommen. Hvis Kærligheden ikke endnu kalder dig fra det onde, saa er det dog godt, at i det mindste Frygten for Helvede gør det. Men hvo der tilsidesætter Frygten for Gud, vil ikke længe formaa at blive i det gode, men vil snart falde i Djævelens Snarer.