Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

Kap 23. Om Betragtningen af Døden

1. Meget snart kan det være ude med dig, betænk derfor, hvorledes det staar til med dig. I Dag i Live, i Morgen død! Ude af Øje, ude af Minde. Hvor sløvt og haardt er dog det menneskelige Hjærte, at det ene tænker paa det nærværende og kun lidet bekymrer sig om det tilkommende. Vær i Tanke og Gerning, som om du i Dag skulde dø. Hvis du havde en god Samvittighed, da skulde du ikke ræddes for Døden. Bedre at sky Synden end fly Døden. Er du ikke beredt i Dag, hvorledes vil du da være det i Morgen? Dagen i Morgen er uvis, og hvoraf ved du, om du oplever Dagen i Morgen? Hvad gavner det at leve længe, naar vi kun saa lidt bliver bedre? Ak, et langt Liv forbedrer os ikke altid, men forøger ofte vor Skyld. Havde vi dog blot en Dag i vort Liv levet som vi burde! Mange tæller Aarene siden deres Omvendelse, men Forbedringens Frugter er ofte kun ringe. Hvis det er saa frygteligt at dø, maaske det dog er farligere at leve. Salig den, som altid har Dødens Stund for Øje og hver Dag bereder sig til Døden. Har du nogensinde set et Menneske dø, da betænk, at ogsaa du skal gaa den samme Vej. Er det Morgen, da tænk, at du ikke vil naa Aften, og er det blevet Aften, da vov ikke at love dig Morgendagen. Vær derfor altid beredt, og lev saaledes, at Døden aldrig finder dig uforberedt. Mange dør pludseligt, og naar de mindst tænker derpaa (Luk 12.40); »Menneskens Søn kommer i den Time, han mindst ventes.« Naar hin sidste Time kommer, da vil du begynde at tænke ganske anderledes over hele det forbigangne Liv, og du vil angre, at du var saa efterladende cg forsømmelig.

2. Hvor lykkelig og vis er den, som stræber at være saaledes i Livet, som han ønsker at befindes i Døden! Hvad der vil give stort Haab om en salig Død er især: fuldkommen Foragt for Verden, brændende Længsel efter Fremgang i Dyd, Kærlighed til Tugt, Stræben efter Bod og Bedring, Redebonhed til Lydighed, Selvfornægtelse og Taalmodighed under al Modgang for Kristi Kærligheds Skyld. Saalænge du er rask, kan du udrette meget godt; men er du først syg og svag, ved jeg ikke, hvad du formaar. Faa bliver bedre i Sygdom og Svaghed ligesom Mennesker, der rejser meget, for det meste optages af andre Ting end af deres Frelse. Stol ej paa Venner og Paarørende, og opsæt ikke din Frelse til Fremtiden; thi Mennesker glemmer dig hurtigere, end du tror. Bedre at se sig for i Tide og ligesom sende noget godt forud paa Vejen, end at sætte sit Haab til andres Hjælp. Dersom du ikke nu er bekymret for dig selv, hvem skal da være bekymret for dig i Fremtiden? Nu er Øjeblikket dyrt, »nu er det Frelsens Dag (2 Kor 6.2), nu er det den belejlige Tid.« — Men ak hvor er det trist, at du ikke bedre anvender den Tid, hvori du kunde forskaffe dig det, hvorved du evigt kan leve. Den Tid vil komme, da du vil ønske dig en Dags eller Times Frist, og hvem ved, om du faar det! Ak, kæreste Sjæl! hvor stor en Fare kunde du undgaa, fra hvor stor en Frygt befri dig, om du nu stedse vilde være betænkt og beredt paa Døden. Stræb nu at leve saaledes, at du i Dødens Time snarere kan glæde dig end frygte. Lær nu at afdø fra Verden, forat du kan begynde at leve med Kristus. Lær nu at foragte alt, forat du frit kan vandre til Kristus. Tugt nu dit Legeme i Bod, at du kan have en sikker Fortrøstning.

3. Ak Daare! hvor kan du tænke paa et langt Liv, naar du end ikke er sikker paa en eneste Dag? Hvor mange blev ikke skuffet og uventet kaldt bort! Hvor ofte hørte du ikke fortælle, at en er faldet for Sværd, en anden druknet; denne faldet og brækket Halsen, hin død under Maaltidet, denne ved Spillet? En omkom ved Ild, en anden ved Sværd, en ved Pest, en anden ved Røverhaand; og saaledes er Døden Ende paa alt, og »Menneskets Liv kun som en Skygge, der snart gaar forbi.« (Ps 144.4) Hvem vil erindre dig efter Døden, og hvem vil bede for dig? Nu, nu! kæreste Sjæl, maa du gøre alt hvad du formaar at gøre; thi du ved ikke, naar du skal dø, og du ved heller ikke, hvad der venter dig efter Døden. Saml dig uforgængelig Rigdom, medens du endnu har Tid! Tænk ene paa din Frelse, bryd dig ene om det, som hører Gud til. »Gør dig nu Venner« ved at ære Guds hellige og efterligne deres Handlinger, »paa det at de, naar det slipper op i dette Liv, maa modtage dig i de evige Boliger.« (Luk 16.9) Lev altid som en Gæst og fremmed paa Jorden, hvem Verdens Sysler ikke vedkommer. Bevar dit Hjærte frit og rettet til Gud i det høje, eftersom du her ikke har noget blivende Sted. Opsend til ham dine daglige Bønner og gaadefulde Sukke, at din Aand kan værdiges til efter Døden at indgaa til Herren. Amen.