Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

Kap 22. Om Betragtningen af den menneskelige Elendighed

1. Elendig er du, hvor du end er, og hvorhen du end vender dig, dersom du ikke vender dig til Gud. Hvorfor er du saa urolig, fordi det ikke gaar dig, som du vil og ønsker? Hvem har vel alt efter sit Ønske? hverken jeg eller du eller noget Menneske paa Jorden. Ingen er i Verden uden Trængsel eller Angst, det være sig Konge eller Pave. Hvem har det vel bedst? uden Tvivl den, som formaar at lide for Guds Skyld. Mange svage og skrøbelige siger: se! hvor godt det og det Menneske har det! hvor rig han er! hvor stor! hvor mægtig og ophøjet! Men se hen til de himmelske Goder, og du vil se, at alle disse timelige Goder er intet, at de er usikre og mere til Besvær, fordi de aldrig besiddes uden Bekymring og Frygt. Menneskets Lykke bestaar ikke i at have timelige Goder i Overflødighed, men et nødtørftigt Udkomme er nok. Sandelig, Livet paa Jorden er en Elendighed! Jo aandeligere et Menneske vil være, desto bitrere bliver det nærværende Liv for ham, fordi han desto bedre føler og tydeligere ser den menneskelige Fordærvelses Brøst. Thi, at spise, drikke, vaage, sove, hvile, arbejde og at være de øvrige Naturens Krav underkastet, er visselig en stor Plage og Elendighed for det fromme Menneske, som gerne vil være løst og fri fra al Synd. Thi det indre Menneske besværes meget af de legemlige Fornødenheder i denne Verden. Derfor beder Profeten inderligt om, at han maa blive fri for dem, idet han siger: »Fri mig, Herre, fra mine Fornødenheder.« (Ps 25.17) Men ve dem, som ikke kender deres Elendighed, og endnu mere ve dem, som elsker dette elendige og forkrænkelige Liv. Ja mange hænger endog saa fast ved dette Liv, at de — skønt de næppe hverken ved at arbejde eller tigge kan forskaffe sig det nødvendige — slet ikke vilde bekymre sig om Guds Rige, dersom de blot altid kunde leve her. Ak hvilken Daarskab og Vantro, at Menneskene er saa dybt nedsunkne i det jordiske, at de kun har Smag for det sanselige! Ak de elendige! de vil til-sidst haardt faa at føle, hvor ringe og usselt det var, som de har elsket. Men alle Guds Hellige og alle Kristi hengivne Venner saa ikke paa det, som behagede Kødet eller glimrede i Øjeblikket, men hele deres Haab og Stræben higede ene til de evige Goder. Al deres Længsel stræbte opad til det blivende og usynlige, forat de ikke af Kærlighed til det synlige skulde drages ned til det lave. Min Broder! opgiv ikke Fortrøstningen om at naa frem til et aandeligt Liv; endnu har du Tid og Stunder. Hvorfor vil du opsætte dit Forsæt til i Morgen? Staa op og begynd paa Stedet og sig: Nu er det Tid til at handle, nu er det Tid til at kæmpe, nu er det den belejlige Tid til at forbedre mig. Naar du har det ilde og plages, da er Tiden inde (Ps 65.12). Du maa gaa »gennem Ild og Vand, førrend du kan finde Vederkvægelse.« Hvis du ikke gør Vold paa dig selv, vil du ikke overvinde Synden. Saa længe vi bærer paa dette skrøbelige Legeme, kan vi ikke være uden Synd, ikke heller leve uden Lede og Smerte. Vi vilde gerne have Hvile fra vor Elendighed, men fordi vi ved Synden har tabt Uskyldigheden, har vi ogsaa tabt den sande Lyksalighed. Derfor bør vi bevare vor Taalmodighed og vente paa Guds Barmhjertighed, indtil Syndens Rige forgaar og »Døden opsluges af Livet.« (2 Kor 5.4)

2. Ak hvor stor er ikke den menneskelige Skrøbelighed, som altid helder til Synden! I Dag bekender du dine Synder, og i Morgen begaar du dem atter. Nu sætter du dig for at være forsigtig, og en Time efter handler du, som om du intet havde foresat dig. Med Rette maa vi derfor ydmyge os og aldrig have store Tanker om os selv, fordi vi er saa skrøbelige og ustadige. Hurtigt kan ogsaa ved Efterladenhed tabes hvad man med Møje lige har vundet ved Naaden. Hvad skal der tilsidst blive af os, naar vi saa hurtigt bliver lunkne? Ve os, om vi saaledes vil hengive os til Hvile, som om der alt var Fred og Tryghed, medens der endnu næppe nok findes Spor af sand Hellighed i vort daglige Liv. Vi kunde nok behøve paa ny at undervises og vejledes i den kristelige Børnelærdom til en ulastelig Vandel; maaske kunde der da være Haab om Forbedring i Fremtiden og om større aandelig Fremgang.