Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

Kap 21. Om Hjærtets Sønderknuselse

1. Vil du gaa frem i det gode, saa bevar dit Hjærte i Gudsfrygt. Tag dig ikke for megen Frihed, men hold dine Sanser i Ave, og hengiv dig ikke til overgiven Glæde. Giv dig hen til Hjærtets Sønderknuselse, og du skal finde Opbyggelse. Hjærtets Anger bringer igen for Dagen alt det gode, som Letsindighed hurtigt forspilder. Underligt, at Mennesket nogensinde kan være fuldkommen glad i dette Liv, naar det betænkes og overvejes, at det er fremmed og landflygtig i denne Verden, hvor saa mange Farer truer Sjælen. Paa Grund af Hjærtets Letsindighed og den liden Agt, vi giver paa vore Skrøbeligheder, mærker vi ikke Sjælens Smerter, og hengiver os ofte til forfængelig Latter, hvor vi snarere burde græde. Der gives ingen sand Frihed og ingen sand Glæde uden i Gudsfrygt med en god Samvittighed. Lykkelig den, som kan afvise alle Adspredelsens Hindringer og samle sit Sind og bøje sit Hjærte til Anger! Lykkelig den, som kan forsage alt hvad der kan besmitte eller betynge Samvittigheden.

2. Kæmp som en Mand; Vane overvindes ved Vane. Lader du andre i Ro, vil andre lade dig i Ro til din Gerning. Bland dig ikke i andres Anliggender og bland dig ikke i de stores Sager. Ret først og fremmest dit Øje mod dig selv og forman dig selv fremfor dine Venner. Har du ej Menneskers Gunst, da vær ikke bedrøvet derfor, men vær bedrøvet over, at du ikke passer nok paa dig selv, saaledes som det sømmer sig en Guds Tjener og sand gudfrygtig at vandre. Det er oftere gavnligere og tryggere, at et Menneske ikke har noget at trøste sig ved i denne Verden, især forfængelige Ting. Men at vi ikke har eller sjældnere føler den guddommelige Trøst, er vor egen Skyld, fordi vi ikke søger Hjærtets sande Anger og ikke løsriver os ganske fra tom og udvortes Trøst. Erkend dig uværdig til guddommelig Trøst og meget mere værdig til megen Lidelse. Naar Mennesket er fuldkommen sønderknust, da er den hele Verden ham tung og bitter.

3. Den gode finder tilstrækkelig Grund til at sørge og græde; thi hvad enten han tænker paa sig selv eller ser paa sin Næste, ved han, at ingen lever her uden Møje. Og jo strengere han betragter sig selv, desto mere maa han sørge. Anledning til sand Smerte og inderlig Fortrydelse har vi i vore Synder og Fejl, i hvilke vi er saa hildede, at vi kun sjældent formaar at hæve vort Blik til det himmelske. Hvis du oftere tænkte paa din Død end paa et langt Liv, vilde du uden Tvivl arbejde med større Iver paa din Forbedring. Hvis du dertil ret af Hjærtet vilde betænke Helvedes kommende Pinsler, da er jeg vis paa, at du gerne vilde bære Møje og Smerte og ikke sky selv det haardeste. Men fordi disse Tanker ikke gaar til Hjærtet, og vi endnu elsker Verdens Tillokkelser, derfor vedbliver vi at være kolde og ligegyldige. Ofte er det af aandelig Fattigdom, at timelige Trængsler saa let faar os til at klage. Bed derfor ydmygt til Herren, at han vil skænke dig den sande Angers Aand, og sig med Profeten: »Bespis mig, o Herre, med Taarebrød, og giv mig Taarer at drikke i fulde Maal.«