Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

Kap 16. Om Overbærenhed med andres Fejl.

1. Hvad et Menneske ikke formaar at rette hos sig selv eller hos andre, det maa han taalmodigt bære, indtil Gud ordner det anderledes. Betænk, at det maaske saaledes bedre tjener dig til Prøvelse og øver dig i Taalmodighed; thi uden denne har vore Fortjenester ikke stort at betyde. Men under saadanne Hindringer maa du bede Gud, at han vil hjælpe dig, saa du kan bære dem i Sagtmodighed. Naar nogen efter at være advaret en eller to Gange ikke føjer sig, da indlad dig ikke i Trætte med ham, men betro hele Sagen til Gud, at hans Vilje maa ske og hans Ære fremmes i alle hans Tjenere; thi Han ved at vende alt til det gode.

2. Bestræb dig for at være taalmodig og overbærende med andres Fejl og alskens Skrøbeligheder, fordi ogsaa du har meget, som trænger til andres Taalmodighed. Hvis du ikke kan gøre dig selv til et saadant Menneske, som du gerne vil være, hvorledes kan du da vente, at en anden skal være efter dit Ønske. Vi vil gerne, at andre skal være fuldkomne, men vore egne Fejl retter vi ikke. Vi ønsker at andre skal revses haardt, men selv ønsker vi ikke at revses. Andres udstrakte Frihed mishager os, men selv vil vi ikke, at der skal nægtes os noget af hvad vi ønsker. Vi vil, at andre skal holdes i Skranker ved Love, men selv ønsker vi paa intet Punkt nogen Indskrænkning. Saaledes er det aabenbart, hvor sjældent vi agter vor Næste som os selv.

3. Hvis alle var fuldkomne, hvad havde vi da at lide af andre for Guds Skyld? Men nu har Gud ordnet det saaledes, at vi kan lære "at bære hverandres Byrder" (Gal 6.2); thi ingen er uden Fejl, ingen uden Byrde, ingen sig selv nok, ingen sig selv vis nok; men vi maa bære over med hverandre, trøste hverandre, alle sammen hjælpe, undervise og paaminde hverandre. Men hvormeget enhver evner, det kommer bedst for Dagen i Modgang. Thi selve Genvordighederne gør ikke Mennesket svagt, men viser, hvad han er.