Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

Kap 15. Om Kærlighedsgerninger.

1. For ingen Ting i Verden og heller ikke af jordisk Kærlighed til noget Menneske maa man gøre noget ondt. Men til Gavn for den, der trænger til Hjælp, maa man undertiden uden Betænkning undlade en god Gerning. Thi derved forsømmes ikke den gode Gerning, men forvandles til en bedre. Uden Kærlighed gavner den udvortes Gerning intet. Men hvadsomhelst der udføres af Kærlighed, hvor ringe og uanseligt det er, kan bære megen Frugt. Thi Gud ser mere paa det Sind, hvormed man handler, end paa Handlingen selv. Den, der elsker meget, udretter meget. Den udretter meget, som handler vel, og den handler vel, som tjener det fælles Bedste mere end sin egen Vilje.

2. Ofte synes noget at være Kærlighed, men har dog en uren Grund; thi naturlig Tilbøjelighed, Egenkærlighed, Haab om Gengæld, Lyst til Magelighed er sjældent borte. Den, som har sand og fuldkommen Kærlighed, søger i ingen af sine Handlinger sig selv, men ønsker kun, at Guds Ære maa fremmes i dem alle. Han misunder ingen, fordi han ikke ønsker nogen Glæde for sig selv alene; søger heller ikke at have Glæden i sig selv, men ønsker over alle Goder at have al sin Glæde i Gud. Han tilskriver intet Menneske det gode, men henfører alt til Gud som Godhedens Kilde og det Maal, hvori alle hellige skal finde deres salige Hvile. Ak, hvem der havde en Gnist af den sande Kærlighed; han skulde i Sandhed føle, at alle jordiske Ting er fulde af Forfængelighed.