Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

Kap 13. Om at holde Stand i Fristelser.

1. Saalænge vi lever i denne Verden, kan vi ikke være uden Trængsel og Fristelser. Derfor staar der skrevet i Jobs Bog. »Fristelse er Menneskets Liv paa Jorden« (Joh 7.1). Derfor skulde enhver give Agt paa sine Fristelser og vaage i Bøn, forat Djævlen ikke skal finde Lejlighed til at bedrage ham; thi han sover aldrig, men »gaar omkring, søgende hvem han kan opsluge« (1 Pet 5.8). Ingen er saa fuldkommen og hellig, at han jo til Tider stedes i Fristelser; ja ganske kan vi aldrig være dem foruden.

2. Fristelserne er dog ofte, selv om de er svære og haarde, Mennesket meget gavnlige, fordi Mennesket derigennem ydmyges, lutres og opdrages. Alle hellige har gennemgaaet mange Trængsler og Fristelser og har derved gjort Fremskridt. Men de, som ikke kunde holde Stand i Fristelsen, affaldt fra Gud og blev forkastede.

3. Ingen Stand er saa hellig og intet Sted saa skjult, at der jo findes Fristelser og Trængsler. Saa længe Mennesket lever, er det aldrig sikkert for Fristelser. Thi fordi vi er fødte i Begærlighed, ligger Fristelsen i os selv. Naar en Fristelse eller Plage er ophørt, kommer straks en anden og altid har vi noget at lide, fordi vi har tabt vor oprindelige lyksalige Tilstand.

4. Mange søger at undfly Fristelserne og falder desto snarere i dem. Ved Flugt alene kan vi ikke sejre, men ved Taalmod og sand Ydmyghed bliver vi stærkere end alle Fjender. Den, som kun udvortes unddrager sig Fristelsen og ikke oprykker dens Rod, udretter kun lidet. Fristelserne vil desto hurtigere vende tilbage og føles desto smerteligere. Lidt efter lidt, ved Taalmodighed og ved Guds Langmodighed vil du bedre overvinde Fristelsen end ved Haardhed og egensindig Fremfusenhed. Søg gerne Raad, naar du selv fristes, og vær ikke haard mod den, der fristes, men trøst ham saaledes som du selv vilde ønske at blive trøstet. Begyndelsen til alle onde Fristelser er Sindets Ustadighed og den ringe Tillid til Gud. Thi ligesom et Skib uden Ror drives hid og did af Bølgerne, saaledes bliver det Menneske, som efterladende opgiver sit Forsæt, fristet paa mangfoldig Vis.

5. Som Ilden prøver Jernet, saaledes Fristelsen den retfærdige. Ofte ved vi ikke, hvad vi formaar, men Fristelsen lærer os, hvad vi er. Dog maa vi især vaage ved Fristelsens Begyndelse, fordi Fjenden da lettere overvindes, naar han slet ikke faar Lov at naa indenfor Sindets Dør, men straks, naar han banker paa, møder Modstand. Derfor har den romerske Digter Ovid sagt: »Gør i Begyndelsen Modstand, thi ellers for silde Hjælpen beredes«. Først opstaar nemlig i sindet en simpel Tanke, dernæst en stærk Fantasi, saa er Veibehag, en syndig Rørelse og Viljens Samtykke. Saa drager den onde Fjende efterhaanden helt ind, naar man ikke staar ham imod i Begyndelsen. Og jo længere nogen tøver med at gøre Modstand, desto svagere bliver han Dag for Dag, medens Fjenden bliver desto stærkere.

6. Nogle har i Begyndelsen af deres Omvendelse haarde Fristelser at lide, andre senere. Andre igen fristes haardt saa godt som hele Livet igennem, medens nogle kun fristes lidet, alt efter den guddommelige Styrelses Visdom og Retfærdighed, som vejer Menneskenes Vilkaar og Fortjenester og forudbestemmer alt til de udvalgtes Frelse. Derfor skal i ikke fortvivle, naar vi fristes, men desto inderligere bede Gud om, at han vil forbarme sig over os i vor Nød; da vil han, som Paulus siger, »give Fristelsen en saadan Udgang, at vi kan bære den.« (1 Kor 16.13) Lad os derfor ydmyge vore Sjæle under Guds Haand i al Fristelse og Trængsel, thi han vil frelse og ophøje de ydmyge i Aanden. I Fristelser og Trængsel prøves Mennesket, og da skal dets Fremgang vise sig, og dets Fortjeneste og Dygtighed komme bedre for Dagen. Det er ikke stort, at et Menneske er fromt og nidkært, medens det ikke har nogen Trængsel; men naar det i Modgangens Tid holder ud i Taalmodighed, da er der Haab om stor Fremgang. Der er nogle, som bevares fra store Fristelser, men overvindes i de smaa daglige, forat de derved maa ydmyges og lære aldrig at stole paa sig selv i de store Fristelser, da de er saa svage i de mindre.