Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

Kap. 3. Om sandhedens lære

1. Salig er den, hvem sandheden selv belærer, ikke ved flygtige billeder og ord, men saaledes som den er i sig selv. Vore Forestillinger og Sanser skuffer os tit, og vi ser kun stykkevis. Hvad gavner spidsfindig Tale om de dunkle og skjulte Ting? Vi vil ikke blive draget til Ansvar for Guds Domstol, fordi vi ikke har kendt dem. Stor Daarskab er der med Flid at gaa op i det, der kun pirrer vor Nysgerrighed og skader, medens man forsømmer det nyttige og nødvendige (Jerem 5.21). Vi har Øjne, og dog ser vi ikke! Hvorfor bryder vi os saa meget om Tingenes Arter og Slægter? Den, til hvem det evige Ord taler, staar udenfor de mange skiftende Meninger. Alt er blevet til af det ene Ord, og alle Ting vidner om dette ene, og dette er det Ord, som var fra Begyndelsen, og som ogsaa taler til os. Ingen forstaar eller dømmer rigtigt uden dette Ord (Joh 1.1 f).

Den for hvem dette ene er alt, og som henfører alt til dette ene og ser alt i dette ene, han kan bevare sit Hjærte og have Fred med Gud. O Sandhedens Gud! gør mig til et med Dig i evig Kærlighed. Jeg kedes ofte ved at læse og høre mange Ting, i Dig er alt hvad jeg ønsker og attraar. Lad alle Lærere tie og alle Skabninger forstumme for Dit Aasyn; tal Du alene til mig.

2. Jo mere et Menneske er i Overensstemmelse med sig selv, og jo enfoldigere det er i sit Indre, desto flere og højere Ting forstaar det uden Møje, fordi det modtager Forstaaelsens Lys fra oven. En ren, enfoldig og stadig Aand adspredes ikke ved meget Arbejde, thi den gør alt til Guds Ære, og stille i sig selv arbejder den paa at frigøre sig fra al Egenkærlighed. Hvad hindrer og plager dig mere end dit Hjærtes Tilbøjelighed, som ikke er dødet? Et godt og gudfrygtigt Menneske overvejer først med sig selv de Gerninger, som han skal udføre, saa drager de ham ikke til at følge slette Begæringer og Tilbøjeligheder, men selv styrer han dem efter den sunde Fornufts Dom. Hvem har større Kamp end den, der arbejder paa at overvinde sig selv? Dette burde være vor idræt, at overvinde os selv, daglig at blive stærkere og gaa frem i det gode.

3. Al fuldkommenhed i dette liv er forenet med en vis ufuldkommenhed, ligesom al vor Granskning aldrig er fri for en vis Grad af Dunkelhed. Ydmyg Selvkundskab er en sikrere vej til Gud end dyb videnskabelig Forsken. Videnskab og enfoldig Kundskab til Virkeligheden er ikke dadelværdig, thi i sig selv er den god og anordnet af Gud, men en god Samvittighed og et gudfrygtigt Levned er altid af foretrække. Mange farer ofte vild og bærer kun liden eller ingen Frugt, fordi de stræber mere efter at vide meget end efter at leve gudfrygtigt. Ak! om de anvendte Flid paa at udrydde Lasten og indplante Dyden, som de anvender paa at opkaste unyttige Spørgsmaal, da skulde der ikke findes saa meget ondt og saa mange Forargelser i Verden. Naar Dommens Dag kommer, spørges der sikkert ikke om hvad vi har lært, men hvad vi har gjort, ikke heller om hvor vi vel har talt, men hvor gudfrygtigt vi har levet. Sig mig, hvor er nu alle de Lærere, der var saa velkendte og ansete, medens de levede, og glimrede paa Lærestolene. Nu indtager andre deres Pladser, og mon nogen mere tænker paa dem? Medens de levede, syntes de at være noget, og nu tier man om dem. Ak! hvor hastigt forgaar Verdens Herlighed! Gid deres Liv havde svaret til deres Lærdom, da havde de lært og læst vel! Hvor mange gaar ikke til Grunde i Verden ved forfængelig Lærdom, fordi de kun lidet bryder sig om at tjene Gud; fordi de hellere vil være ansete end ydmyge, bliver de forfængelige i deres Tanker. Virkelig stor er den, som har stor Kærlighed. Virkelig stor er den, som er ringe i egne Øjne og agter selv Ærens højeste Trin for intet. Virkelig forstandig er den, som agter alt jordisk for Skam imod det at vinde Kristus (Filip 3.8). Og virkelig vel lærd er den, som gør Guds vilje og opgiver sin egen vilje.